Om

 

Jeg er født i 1963. Jeg lever sammen med min familie i Lynæs v. Hundested, Et familieliv der spænder over 3 generationer, mange behov der kan stritte i mange retninger, en del rod og en del konflikter, og rigtig meget godt og rigt hverdagsliv. 


Jeg stiftede personligt erfaring med terapi som helt ung, fordi jeg havde det svært med mig selv. Terapien var en stor hjælp for mig, og mit personlige forløb åbnede en del år senere min interesse for at uddanne mig som psykoterapeut.


Min psykoterapeutiske træning har jeg brugt meget bredt som terapeut, som konsulent på arbejdspladser, som underviser i relationsarbejde og konflikthåndtering, og som konfliktmægler. De senere år har jeg fordybet mig i det terapeutiske arbejde med enkeltpersoner og med par, og det er så givende og meningsfuldt, at det regner jeg med, at jeg bliver ved med at fordybe mig i resten af mit arbejdsliv.

Min faglige grund er den organiske psykoterapi - erfaringen af at vi er organiske væsener, med selvhelende kræfter. Tænkende pattedyr med behov for og kapacitet til at være forbundet til andre og forbundet til os selv. Væsener med behov for at lytte til både vores krop og vores sind, og med gavn af at se os selv som en del af naturen og forbinde os med den.


Jeg ser min rolle som terapeut som at være den bedst mulige støtte til, at du kan få mere adgang til dig selv, eller I kan få mere adgang til jer selv og hinanden som par. Det kan ske gennem at give opmærksomhed til den kropslige sansning og opmærksomhed til alle de forskellige dele og stemmer, der viser sig i dig og jer, - også de dele vi nogle gange kan opleve spænder ben for kontakt og for et godt liv.


Jeg er af den overbevisning, at alt hvad der udtrykker sig i os, giver mening, og at der ikke er dele af os der er dårlige og skal fjernes fra vores system. Jeg tror på venlighed og medfølelse i tilgangen til os selv og andre, og øver mig til stadighed i at praktisere det overfor mig selv. Deraf ved jeg også, hvor vanskeligt det ind imellem kan være. 


"Hvert menneske en halvåben dør ind til et rum for alle."


Thomas Tranströmer